Et Gammelnorskt Herresaede
I Hordaland!
i en snever Dal monne,
lig Bersaerk traengt af Skjolde,
engang i Old en Furuhal
sin skumle Laengde udfolde.
Mod Qvellen vilde et fremmed Blik
troe at skimte Klipper sorte.
Hallen var lav, ei Guldspiir fik
de morke tjaerede Porte.
Ei staalblaa Svendeflok udenfor
vogter der en sovnig Herre
Klippen, som steil ved Stranden staaer,
maa skjolddaekt Nattevagt vaere
Men Arnerogen, som Aand av Grav,
stiger sort fra Hallens Tinde.
Vaere den Vandrerens Ledestav,
for skjulte Stie finde!
Naar Doren aabnes, en Hundeflok
bister frem fra Gruen springer.
Kommer der Fiender,veed den nok
at finde Maendenes bringer.
I Krogen graaner et fugtigt Seil.
Biler Tand i Bjelken holde,
Ilden sig ofte seer i Speil
iLoftets bugede Skjolde.
Og Buer brede fra hoien Knag
ud de snoede staalblaae Arme.
Bunter af Pile haenge bag
og Bjornesener og Tarme.
Frem tvende Guder bag Egebord,
hvergang Ilden blusser,traede:
Odin det er og Asathor,
som staae ved Huusbonds Hoisaede.
Fra Odins Hoved en gylden Knap
-Solens Billed-Morket bryder.
Asathors Hjelm med staalblank Tap
af Mulmet neppe sig skyder.
De Stjerner blikke, som i en Brond,
ned i Hallen gjennem Ljaaren.
Fjeldtinden hilser med Birken gron
der nedigjennem om Vaaren.
Paa Bordet ligger et Horn af Guld.
Sod paa Randen perler Mjoden.
Natten forgjaeves ud sin Muld
har rystet over dets Gloden.
Lig
Writer/s: Henrik Lundsbakken, Jørn Øyhus
