Halvdan Svarte
Kong Halfdan i Hedenold foer
Heel lystig om Julen til Gilde
Han var sig en Kaempe fuld stor,
Og torstedog drak ikke ilde
De Skjalde saa mangen Sang
Begeistredved Mjodhornet digted
Og aldri ved Hornenes Klang
Man veed, at en Normand har svigtet
Heel silde gik Kongen en Nat
Fra Laget, og hjemad han kjorte
Han pidsketog skreg som besat,
Det gik, som om Fanden ham forte.
I Ulveskindspelsen han sad
Og dinglede frem og tilbage
I Gjette vel lettelig hvad
Sligt kunde hos ham foraarsage.
Paa Randsfjorden han kjorte omkap
Med Folget, der skreg under Hikke
Hans traver var munter og rap,
Og Svoben han sparede ikke.
Men da han, som sagt, var lidt fuld,
Slik kan jo den Bedste nok haende,
Saa kjorte han ned i et Hul,
Og det blev den Mjoddrikkers Ende
De Normaend de sorgedfor ham,
Og ville bevare hans Minde
Og sandelig det var en Skam,
Om det kunde nogentid svinde.
Thi hvo der kan drikke som han,
Og doer udi Ruset med Aere,
Han bor vel at naevnes en Mand
Og evig udodelig vaere.
Paa Halfdans, paa Faedrenes Viis
Vi Julen indvie til Glaede!
Vi Synge til Juulheltes Priis
Og Struben til Sangene vaede!
Som Halfdan vi tomme vort Kruus,
Af Halfdan vi Munterhed laere!
Og drukne vi udi vort Ruus,
Da gid det i Viin maatte vaere.
Writer/s: Henrik Lundsbakken, Jørn Øyhus
