Koll med Bilen
En Hal med Mos paa vaegge
staar hoit paa Gyrisvold.
Derinde sidde Kaempen,
den alderstegne Koll.
Og trindtom hviler Egnen
saa stille, saa forladt,
som under falkens rede
det lydlose Krat.
Thi Gamlingen i Hallen
er en Ildgjerningsmand
fra Koll den Grumme spredes
en Raedsel vidt om Land.
Ja, selv den rode Klover,
der paa hans Tune groer,
er vendt til Gru i Sagnet
om hans blodsvangre Jord.
I sine unge Dage
han laa i Ostenskov
og lurede i skyggen,
som et Udyr paa Rov.
Det rige Kraemmerfolge
gav Skat med Gods og Liv,
hvor Koll med sine Svende
svingede Spyd og Kniv.
Og siden, da han faested
sin Bo paa Gyrisvold,
han bar mod alle Grander
sit haarde Avindskjold.
Til Thinge og til Gilde
i Kamp og Niddingsverk,
han var blandt vilde Kaemper
den grummeste Bersaerk.
Hans Vaaben var en Bile
med blodbegjaerlig Aeg.
Naar Manddrab skulde oves,
da klang den paa hans Vaeg,
og efter stakket Hvile,
den kraeved Blod igjen,
og skildte mange Fylker
ved de gjeveste Maend.
Men nu er Kaempen gammel
og hans Kamptid forbi
nu hviler han som Bjornen,
der er i Vinterhi.
Med skummel, furet Pande,
lud rygget,haerdebred,
paa Kubbestolen sidder
han i sin Ensomhed.
Hans Hal er reist paa Bakken
med brede Bjelkelag,
med Arnested paa Gulvet
og med Roghul iTag.
Tohundrede lange Vintre
paa Bakken alt den stod,
og nu er Spaerreloftet
skinnende sort af Sod
Hvor Bjelkevaeggen stoder
til dette sorte Loft,
en graalig Bord om Hallen
er malet bredt og grovt.
Der slynger Midgardsormen
i Bugt og Ring sin Krop,
og af dens Knuder Straekker
sig Fenrisulven op.
Ved Hoisaedet haenger
det tunge Vaabenskrud,
paa Langbaenken ligger
den sorte Bjornehud,
og over dette Leie
er stillet som paa Vagt
den brede Kaempebile
med Rust og Stov belagt.
Et skummelt Ode ruger
i denne Bjelkehal,
hvori Baersaerken aeldes
og luder mod sit Fald.
Som Gubben selv staaer Hallen
paa Bakken aldersgraa,
og Koll den Grummes Indre
er morkt som Hallens Vraa.
Thi med hans vilde Styrke
er Modet veget nu,
og fra hans Kamptid stiger
en Raedsel i hans Hu.
Han taeller alle Kaemper,
som Bilen hugged ned,
og dvaeler laengst ved Olver,
der sogte Ly og Fred.
Han mindes Birkeskoven,
hvor Thingkredsen staaer,
og hvor den gamle Olver
ved Nat fik Banesaar
han mindes Kaempens Varsel,
da han i Kredsen faldt:
"Min Haevner kommer sikkert
i Storm fra Vestersalt.
Og derfor Koll Maa baeve,
naar Blaest gaar over Vang,
og lytte efter Bilen,
om den vil give Klang.
Da skotter han til Staalet
og gruer for dets Kraft,
og vover ei at laegge
sin Haand paa Bilens Skaft.
Ved Nat, naar Vaeggen knager,
da vaagner han paa stand,
og holder op mod Bilen
den rode Tyribrand,
og griber saa til Hornet
og drikker Ol og Mjod,
og stoder vildt med Spydet
i Arnens dunkle glod.
Writer/s: Henrik Lundsbakken, Jørn Øyhus
