Sne


Den sne, der faldt i fjor har alt for, alt for længe været smeltet. på poler langt mod syd og højt mod nord, er alt for mange bjerge skabt af is nu også væltet. For cykloner og tyfoner hærger kun med hede vinde - oppe, nede, ude, inde. Så alt, jeg længes mod, ja alt, jeg drømmer om at se er en masse, masse sne. Glitrende, knitrende, sitrende sne.

Den frost, der altid bed, har mistet sine sunde, skarpe tænder. Den kind, der før blev rød når kulden sved, den rødmer nu alene af den grund, at kloden brænder. Oceaner af orkaner blæser højt og flot på tørken og får skabt endnu en ørken. Så alt, jeg længes mod, ja alt, jeg drømmer om at se, er en masse, masse sne. Lysende, frysende, gysende sne.

Den is, der førhen bar, den bærer næppe nogensinde flere. Og lyden af en skøjte, når den skar sig ned i isen, skal vi heller aldrig høre mere. Åbne våger, klamme tåger damper op fra jordens indre - og gør universet mindre. Så alt, jeg længes mod, ja alt, jeg drømmer om at se, er en masse, masse sne. masende, kvasende, knasende sne.

Den kolde kuldefront der tvang os til at gi' hinanden varme, er blevet til en vældig mastodont af kølighed, som mennesker nu bæ'r i deres arme. Hjerter isner, kloden visner, livet sukker dybt sin klage - Giv os vinteren tilbage. Så alt jeg længes mod, ja alt, jeg drømmer om at se, er en masse, masse sne. Lindrende, tindrende, splintrende sne.


Autor(es): Christian Søgård, Pernille Plaetner

Canciones más vistas de