Skovens sang
Det starter på en forårsdag, når det bli'r mildt i vejret, og ved et magisk trylleslag bli'r gamle længsler næret. Så bøg og birk og løn og lind, de springer ud i solens skin og nejer blidt og leger med begæret.
Man ånder ind i dybe drag, mens safterne de stiger. og dette sanselige brag af drift og dufte pirrer. De mål, man tænkte på at nå, dem ta'r man nu letsindigt på, for livet det må leves, mens det spirer.
En sommerdag med heldagsregn er som en serenade. Den drypper i et hyldehegn, og slår mod bær og blade. Og før man ved det, ja, så går det over i et efterår, hvor alting klæ'r sig ud som farvelade.
Snart står de, alle skovens træer, som sorte silhuetter, og skutter sig mod vind og vejr i vinterkolde nætter. Og dyr, man sjældent får at se, de sætter spor i nyhvid sne i søgen efter mad, der aldrig mætter.
Det træ, man plantede i går, vil ikke blive fældet, før der er gået hundred år, og nu'et er forældet. Man selv forstøver, mens det gror, og tanken er så kæmpestor, at man et øjeblik bli'r overvældet.
Men her på denne smukke dag, der har man nok at gøre. Man saver ned og skærer af og lægger træ til tørre. Og selvom man engang skal dø, så sætter man et lille frø, der hen ad vejen vokser og bli'r større. Der står de, lærk og løn og lind, og mellem deres grene, er vores skæbne vævet ind, og ingen er alene. For det er jordens åndedræt, der damper op fra løv og krat, og alle liv får liv fra skovens vene.
Autor(es): Christian Søgård, Pernille Plaetner