Niende Bud
Det niend' Bud dig minder paa,
At du skal ey med ond Attraa
Din Næstis Huus begiære
Thi Huus og Knude nævnes glat,
Det er dog ey fortient saa brat
For dem, der fattig ere.
Til Ager vorder Ager lagt,
Et Huus til Huus opbygt med Magt,
Den Viis vil mange bruge,
Den Fattig maa fra Gaard oc Grund,
Den Rige sidder feed og rund,
Og vil Alting opsluge.
Begiærlighed og ligesaa
Opsluger alt hvad hun kand faae,
Som Kræfft omkring sig æder
Jo meere hende bæris til,
Jo meere hun dog have vil,
Og blîr dog aldrig feeder.
Thi Øyet seer sig aldrig mæt,
Og den, der har sit Hierte sæt
Til Guld, og dem som klinge,
Hand tykkis aldrig have nok,
Fik hand den gandske Verden og,
Det siuntis ham dog ringe.
Men Døden og Fordømmelsen
Har snappet mangen Gierrig hen,
Og dem i store Diunger
Henkast i Luen Pine-fuld,
Som nu for alt sit Sølv og Guld
Har idel ævig Hunger.
Hvo andre altid skiende vil,
Hand skal og eengang sætte til,
Maaske, før det kand tænckis,
Naar Æderkoppen har med Stræv
Udsued Fluen i sin Væv
Skal hun og selver krænckis.
Writer/s: Petter Dass